Formandens beretning

Formandens beretning til generalforsamlingen i Vordingborg Tennisklub 2025 

2024 har været en sæson der har været præget af dalende medlemstal, hvor især ungdomsafdelingen ikke har været ret stor. Dette er selvfølgelig bekymrende, men et problem rigtig mange foreninger står med, så vi er ikke alene om det. I samarbejde med DGI vil vi i 2025 komme ud til skolerne med nogle nye tiltag der forhåbentlig kan give børn og unge interesse for tennisspillet, så vi igen kan få liv og glade dage i ungdomsafdelingen. 

Pga. for få tilmeldinger måtte vi desværre aflyse vores årlige ”Wimbledonturnering”, den er i 2025 rykket frem til lidt tidligere på sæsonen og datoen allerede nu meldt ud, så håber vi at nogle flere har tid og lyst til at deltage på denne hyggelige dag. 

Til gengæld blev der for først gang afholdt Tennis/Jazz arrangement, med tilmeldinger fra både VTK og naboklubberne, det var en kæmpe succes og vil blive gentaget i år. Her er datoen også allerede meldt ud. 

Introduktionstilbud og træning I 2024 har vi haft Tim Henriksen og Caroline Stricker på trænerkurser og de har sammen med Johannes sørget for træning i sæsonen 2024. 

Jeg har ladet mig fortælle at de alle 3 står klar til at sørge for træning igen i 2025. Træningsplan meldes ud lidt nærmere sæsonstart. 

Tennisbaner og anlæg I 2024 kom vi i gang med sæsonen tidligere end de foregående år. Dette skyldes at kommunen har booket en anden entreprenør til at stå for klargøringen. Det var et ønske fra flere tennisklubber i Vordingborg kommune, da vi gentagne gange oplevede at vi var de sidste på Sjælland der fik ordnet baner. Vordingborg kommune har bekræftet at samme entreprenør står for klargøring igen i 2025, så der skulle være gode chancer for at komme i gang så snart vinteren er forbi. Genopretning af 1 enkelt bane hvert år, som kommunen tidligere har lovet, har været sparet væk de sidste par år. Vi kæmper med kommunen om at få den aftale på plads igen, ellers ser vi desværre nok frem imod banelukninger. Vi kæmper desværre også stadig med kommunen i forhold til beskæring af de træer der har grene der hænger ind over vores baner. Det korte svar fra dem er at de kun må beskære indtil ø10 cm grene og det afhjælper langt fra vores problemer, så det er en lang sej kamp, som forhåbentlig løser sig på den ene eller den anden måde, ellers vil dette også fremadrettet betyde at baner ikke er spilbare. 

Vi har ikke givet op og vi går ind til sæson 2025 med kampuniformerne på og vil kæmpe for at VTK kan bestå! 

Tim Henriksen fortsætter som baneformand, hvilket vi er meget taknemlige for. Tim har dog brug for alle medlemmers hjælp til store og små opgaver. I 2025 vil vi blive bedre til at synliggøre specifikke opgaver man som medlem kan melde ind på. Vi håber på den måde at det bliver mere overskueligt for alle at deltage på den ene eller den anden måde. 

Aktiviteter Barolo under ledelse af Erik Møller og Gitte Melsen har endnu en engang haft et forrygende år, med stor tilslutning. For mange medlemmer er Barolo ugens højdepunkt hvor man mødes til gode ligeværdige kampe og hyggeligt samvær.  

Gitte og Erik har valgt at give stafetten videre og vi vil gerne benytte chancen til at sige dem et stort TAK for det arbejde I har gjort de sidste mange år, det betyder meget for klubbens sociale liv. 

Tina Flor har lovet at være primus motor på Barolo i 2025, men har brug for nogle hjælpere, så hun ikke står alene med det hver gang. Jeg håber der er nogle stykker der vil melde sig når Tina kommer og spørger. 

Jette og Jakob Pommergaard har overtaget stafetten på +60 stævner i 2024. Stævnerne er meget populære og har deltagere fra de omkringliggende klubber. Vi håber at Jette og Jacob har lyst til at fortsætte dette i 2025. 

Johannes har arrangeret klubmesterskab, hvor de indledende kampe blev spillet fra Maj og sluttet med en hyggelig finaledag i september. 

En lille opfordring til alle medlemmer: har du ris eller ros til bestyrelsen eller sidder du med en god idé til en ny aktivitet eller lignende, så tag fat i en af os fra bestyrelsen. Vi er meget åbne for nye idéer og især hvis det samtidig er en aktivitet du brænder for og gerne vil være koordinator på. 

Indendørs Vi har som sædvanlig udbudt haltimer til vinteren 24/25 og de fleste har vist fået de haltider de ønskede.  

Desværre har det ikke været muligt at oprette skumtennishold tirsdag eftermiddag. Vi håber det er muligt igen til næste år. 

Fremtiden Vi håber på godt vejr, så sæsonen kan komme tidligt i gang. Forårsklargøring af klubhus og anlæg bliver tirsdag d. 1. april., sæt allerede nu X i kalenderen. Vi er meget taknemlige for hjælp til både store og små opgaver og vil forsøge på forhånd at gøre det muligt at melde ind på specifikke opgaver. Dette gør at det enkelte medlem ved hvilken opgave han/hun har og kan komme tidligt/sent på dagen, som det passer og køre når man er færdig. Forhåbentligt bliver det mere overskueligt og får flere til at melde sig. Det kunne også være at nogle medlemmer hellere vil komme og klare nogle opgaver om formiddagen, så gør man det. 

VTK vil igen i år deltage i Tennissportens dag, det bliver lørdag d. 3.maj 2025 kl. 10.00-14.00, så inviter venner og familie med ned til en hyggelig dag. Vi håber på en masse besøgende og en succesfuld sæson 2025.  

Tim Flor har været kreativ og lavet den fineste skabelon til et Nyhedsbrev – I burde allerede nu have modtaget det første. Hvis ikke, så henvend jer til kasserer@vortennis.dk. Vores håb er at I som medlemmer også vil bidrage med billeder og indlæg til de næstkommende nyhedsbreve. Hvis I f.eks. deltager i Sjælland Syd, holdturneringer, +60 stævner eller andet, så send gerne et kort resume og lidt billeder til stine@vortennis.dk så andre medlemmer kan se hvad der sker i VTK. Det kunne også være at der er ”små klubber/arrangementer” i tennisklubben hvor I har lyst til at dele gode oplevelser med os andre – det behøver ikke nødvendigvis at være arrangementer der er åbne for alle, bare hyggeligt at følge med.  

Bliv også opdateret på kommende vigtige datoer i Nyhedsbrevene. 

På bestyrelsens vegne 

Formand, Stine Beck Petersen