VTK´s historie

Vordingborg Tennis klub blev officielt stiftet 1921, men kan dateres helt tilbage til 1908. Ser man tilbage på den spæde start, ses det at foreningen var en af pionererne på sjælland som var mellem de 10 første  idræts-klubber som var med til at stifte SBU (sjællands boldspil union). Idrætten var stadig ikke så udbredt først i 1900-tallet, og der var overhovedet ikke så meget skriveri om sport at finde i datidens aviser.

Da stiftelsen fandt sted var vi ikke en selvstændig klub og hed ikke Vordingborg Tennis Klub, men dåbsnavnet var Idrætsforeningen Frem, som var en sammenlægning af Vordingborg Kricketklub og (Volmer brydeklub ) , først i 1921 sker den endelige sammenslutning, og foreningen får navnet Vordingborg Idrætsforening. Idrætsforeningen Frem havde samarbejde med Vordingborg seminarium ved Kuskevej, og her lånte man deres idrætsplads som var anlagt i 1902, samt deres gynmastiksal hvor spillerne kunne klæde om. På stiftelsestidspunktet havde man i foreningen både fodbold, tennis, brydning og vægtløftning.

Tennis afdelingen holdt indtil 1908/09 til på Ruinterrænet, hvor der var anlagt en bane, året 1910 flyttede man så også tennis afdelingen til seminariet så det hele var samlet. Den 1. januar 1926 opsagde seminariet deres samarbejde og man var nu nødsaget til at finde et nyt sted til både tennis og fodboldbaner samt nyt klubhus. På daværende tidspunkt havde klubben 300 passive medlemmer, 50 tennis spillere og 125 / 150 fodboldspillere, så det var lidt af en hyggeklub dengang.

I 1927 optages tennis afdelingen i Dansk Tennis Forbund, men man var stadig en underafdeling af VIF. På en ekstraordinær generalforsamling på Simonsens Hotel (Gyldne Steakhouse) havde man fået nye baner og klubhus som lå tæt ved den høje jernbanevold i Masnedsund, den nye idrætsplads var nu fundet med et areal på 23.728 kvm, stedet er der hvor Godshotelet på Marienbergvej ligger i dag.

Året 1933 fremgår det at der stilles forslag til at fodbold og tennis komme til at arbejde hver for sig, da tennis afdelingen havde ydret at de gerne ville være selvstændige med egen bestyrelse og vedtægter. Der blev derfor nedsat et udvalg som skulle arbejde henmod en ekstraordinær generalforsamling, og den 29. marts samme år blev det så vedtaget at adskille tennis og fodboldafdelingen regnskabsmæssigt i forløbig et år. Fodbold og tennis fortsatte dog med at kører under samme bestyrelse i mange år.

I 1937 brændte klubhuset på Marienbergvej, og et nyt skulle opføres det stod færdig i 1939 endda hele to klubhuse, et til fodbold som havde koster 3.886,- og et til tennis med en pris på hele 2.072,- der var langt op til en kvm pris 10.000,- eller mere som vi kender i dag.

Krigen var forbi og freden havde lagt sig over Danmark, uden at bestyrelsen havde skrevet referater af forskellige møder, så derfor var historien meget mangelfuld fra den periode. Forholdene var også vanskelige under krigen og det havde været særlig vanskeligt at spille tennis da man ikke kunne indfører gummi – så ingen tennisbolde, istedet fik de gamle bolde en overhalning nærmere en oppumpning og et nyt hårlag, tennisboldene levede dog helt deres eget liv nogle faldt til jorden med et brag og andre udnyttede ketjerens energi til en tur i hegnet langt udenfor banen, mens andre bare revnede, kort sagt en svær tid for dem som spillede tennis i Vordingborg.

Året 1946 den. 26 september ved en generalforsamlingen på Borggården (Kong Valdemar)  godkendte man Vordingborg Idræts Forenings nye love, så fodbold og tennis afdeling blev fuldstændig selvstændige klubber med egen bestyrelse og vedtægter.

I 1959 købte og byggede F.D.B deres store lager, så tennis og fodbold måtte igen finde nye bane, det blev i en periode på et par år på Cirkuspladsen (ved Gasværket) også kaldet skidtnordet i folkemunde, mens det nye stadion og den nye tennisklub blev bygger hvor de ligger i dag. Tennisbanerne blev grundlagt i 1964 og hermed var Vordingborg Tennis Klub helt sin egen herre med 8 flotte tennisbaner og et hyggeligt klubhus i sydsjællands smukkeste omgivelser på Parkvej i Kirkeskoven, klubben har idag over 200 aktive medlemmer mod et medlemstal på 50 medlemmer i 1927, som havde et årligt kontingent på hele 6 kr.

Tager man udgangspunkt i året 1927 da tennis afdelingen blev optaget i Dansk Tennis forbund har VTK 100 år jubilæum i 2027. Men man har spillet tennis i Vordingborg de sidste 114 år i klubregi.

Tim Flor

Informationerne er fra:                                                                                                                                                                                    Tennisklubben og Vordingborg Dagblads gamle arkiver, samt fra Anders Ørregaards                                                            Jubilæumsbog ved Vordingborg Idræts Forening`s 100 års jubilæum 2004.

 

Tennis ved Vordingborg seminarium 1920

VTK`s nye anlæg færdig 1964